På byens assistenskirkegård ved Forstallé hviler flere danske og tyske faldne fra de to slesvigske krige. Markante er en obelisk over 32 danske faldne i Treårskrigen, der blev afsløret d. 25. juli 1851, og en stele over 42 slesvig-holstenske oprørere og tyske soldater, der faldt i begge krige. Ingen af disse mindesmærker indeholder navne.
Inden for indhegningen af det danske mindesmærke står to gravsten over to danske soldater:
1. Menig ved 11. Linjeinfanteribataljon, 3. kompagni, menig overkomplet nr. 29 Niels Peter Bruun, født 2. august 1828 i Aarhus (Domsogn), konfirmeret 1842 sst. (Domsogn), død af tyfus på Aabenraa lazaret 17. januar 1851, begravet på Aabenraa kirkegård 19. januar. Søn af bagermester Jesper Bruun og Kirstine Marie Nielsdatter.
Handelsbetjent hos købmand Niels Møller i Aarhus i 1850.
Hovedrullen for Aarhus amt 1848, 63. lægd, nr. 507.
Cohen 1850/62: Niels Peter Bruun (Aarhus amt).
2. Menig ved 2. Infanteriregiment, 3. kompagni, nr. 503 Nis Peter Gregersen, født 3. januar 1842 i Varde, såret ved Dybbøl 18. april 1864, taget til fange, død på Broager lazaret 25. april, begravet på Aabenraa kirkegård 28. april. Søn af avlsmand Nicolaj Peter Gregersen og Christine Marie Jepsen.
Familien flyttede til Aabenraa i 1850'erne, hvor faderen var arbejdsmand. – Lærling hos rebslagermester Claus Caspar Garben i Aabenraa i 1860.
Aabenraa amts 80. lægd, nr. 429.
Cohen 1864/93: Niels Peter Gregersen Valde [sic!]
I et særskilt gravsted bag det danske monument hviler en dansk kaptajn, der faldt ved Bov i 1848. Gravstedet var tidligere omgivet af et smedejernsgitter, men i dag er kun lågen tilbage. Gravstenen med marmorkorset blev afsløret d. 25. juli 1851.
3. Kaptajn ved 3. Jægerkorps Johan Frederik Hegermann-Lindencrone, født 5. juni 1802 i København (Garnisons), såret i slaget ved Bov 9. april 1848, død i Aabenraa samme dag, begravet på Aabenraa kirkegård 19. april. Søn af kaptajn, senere generalløjtnant Johan Henrik Hegermann-Lindencrone og Mette Louise Christiane Lindencrone. Ugift.
Landkadet 1813, sekondløjtnant à la suite ved Jyske Jægerkorps 1818, premierløjtnant 1828, karakteriseret kaptajn 1833, stabskaptajn 1839, kaptajn af 1. kl. 1842. Kaptajnen boede hos sine forældre i Nyborg i 1845. - Kammerjunker 1818. - Ridder af Dannebrog 1848.
Familien blev adlet med navnet Hegermann-Lindencrone i 1818. Ved kaptajnens begravelse blev ridderkorset lagt på kisten efter kongens udtrykkelige ønske. Det er angiveligt den eneste gang, en dansk ridderorden er blevet tildelt posthumt, og det er heller ikke i overensstemmelse med statutterne fra 1808. Tildelingen af ridderkorset skal sandsynligvis ses som et udtryk for, at Hegermann-Lindencrone var den første danske officer, der faldt i Treårskrigen, og det faktum, at han tilhørte adelen, har sikkert også haft betydning. Den afdødes familie fik lov til at beholde ridderkorset som minde.
Cohen 1848/93: Johan Frederik von Hegermann-Lindenkrone.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar