Viser opslag med etiketten Viuf. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Viuf. Vis alle opslag

10. april 2012

Viuf kirkegård

Brusk herred, Vejle amt

På Viuf kirkegård rejstes i november 1856 et støbejernskors over en jæger, der var faldet ved Blåkærskov syv år tidligere.

Under en rekognoscering kom danske jægere i kamp med preussiske soldater, hvorved jæger Attrup blev skudt og dræbt. Efterfølgende blev både han og en preussisk soldat (Bernhard Flügel) begravet i skoven tæt ved husmand Ole Sørensens mark. I sommeren 1856 blev begge lig taget op, da bonden forlangte et uacceptabelt engangsbeløb på 100 rigsdaler for at frede graven.

Underjæger ved 1. Jægerkorps, 3. kompagni, nr. 220 Knud Rasmussen, født 25. maj 1825 i Attrup, Koed sogn, Randers amt, faldet ved Blåkærskov 7. maj 1849, begravet i skoven samme dag, genbegravet på Viuf kirkegård 13. juli 1856. Søn af husmand Rasmus Rasmussen og Karen Jensdatter.
Tjenestekarl på Marienholt, Skarresø sogn i 1845.
Hovedrullen for Randers amt 1848, 67. lægd, nr. 17.
Cohen 1849/118: Knud Rasmussen Attrup.

Foto: Jens Jacob Refshauge Beck, Historiecenter Dybbøl Banke.

Viuf sogn, Blåkærskov

Brusk herred, Vejle amt

I Blåkærskov ved landevejen mellem Kolding og Vejle, ca. 3 km nord for landsbyen Viuf, er der rejst en gravsten over en overjæger, der faldt i en fægtning på dette sted i 1849.

Overjæger ved 1. Jægerkorps, 4. kompagni, nr. 4 Eduard Balthazar Larsen, født 8. december 1826 i København (Fødselsstiftelsen), faldet ved Blåkærskov 7. maj 1849, begravet ved landevejen samme dag. Søn af korporal Isak Larsen og Maren Carlsdatter.
Cohen 1849/119: Eduard Baltazar Larsen

Under en rekognoscering stødte en lille deling jægere af general Ryes korps på soldater fra det 15. preussiske regiment, og det kom til en fægtning i udkanten af Blåkærskov. Da den tyske overmagt var for stor, blev der snart blæst til retræte, men overjæger Larsen havde ikke i sinde at trække sig tilbage. Tappert blev overjægeren ved landevejen, kun dækket af en grøftekant, mens han tilføjede fjenden store tab. Men til sidst overjægeren ramt i tindingen og faldt død om. Endnu samme dag begravede preusserne ham på gårdmand Morten Hansen Nebels mark tæt ved landevejen. Kort efter skænkede gårdmanden pladsen til det endnu eksisterende gravsted, hvor der senest i maj 1850 rejstes et mindesmærke.