Viser opslag med etiketten Eckernförde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Eckernförde. Vis alle opslag

18. juli 2017

Eckernförde, Friedhof am Mühlenberg

Eckernförde købstad


På byens gamle assistenskirkegård findes en lille gravplads indhegnet af seks granitpiller og jernstænger. Gravpladsen rummer tre gravstene og to jernkors, hvoraf dog kun en gravsten og et jernkors stammer fra Treårskrigen.
En ældre gravsten længst til venstre med en næsten udvisket inskription er sat over en ukendt regimentskvartermester. Den anden gravsten er sat over en dansk kaptajn, der døde i byen i 1863, og det andet jernkors har ikke længere nogen inskription.

1. Dragon ved 5. Dragonregiment, 1. eskadron, nr. 48 Peder Madsen, født 8. juni 1826 på Lindholm hede, (Nørre) Sundby sogn, Aalborg amt, såret under patruljering 2. august 1850, død på Eckernförde sygehus 17. august, begravet på Eckernförde kirkegård 19. august. Søn af husmand Mads Andersen Aaen og Dorthe Pedersdatter.
Tjenestekarl på Bjørumgård, Vadum sogn i 1845. – If. lægdsrullen var hans soldatertilnavn ’Ved Lindholms Hede Aae’.
Hovedrullen for Aalborg 1849, 13. lægd, nr. 42a.
Cohen 1850/96: Peter Madsen Lindholm (Aalborg amt).

2. Underjæger ved 1. Forstærkningsjægerkorps, 1. kompagni, nr. 131 Henrik Wandall, født 9. januar 1828 i Uggerslev, Uggerslev sogn, Odense amt, død af tyfus på Eckernförde sygehus 11. februar 1851, begravet på Eckernförde kirkegård 15. februar. Søn af sognepræst Hans Wandall og Anne Magdalene Lauenberg.
Da Henrik var tre år gammel, flyttede familien til Gudbjerg præstegård mellem Nyborg og Svendborg. Exam.jur. 1847. Fuldmægtig på Herlufsholm godskontor 1850.
Cohen 1850/93: Henrik Wandall Uggerslev (Sorø amt).

Eckernförde, Friedhof am Mühlenberg

Eckernförde købstad


På byens gamle assistenskirkegård ved Schleswiger Strasse findes den såkaldte marinegrav, hvor de omkomne fra affæren i Eckernförde fjord skærtorsdag den 5. april 1849 hviler. Det danske linjeskib Christian VIII og fregatten Gefion søgte at ødelægge fjendes batterier på begge sider af fjorden, men en række uheld medførte, at linjeskibet kom i brand og eksploderede, mens Gefion måtte stryge flaget og overgive sig til oprørerne. Af linjeskibets besætning omkom 41 og af besætningen på Gefion yderligere 25.
Da den danske fregat Thetis ankom til byen det følgende år, satte skibstømrerne et stakit og trækors på marinegraven. Den 10. januar 1854 blev det 3,8 meter høje granitmonument afsløret i overværelse af fem danske generaler og på ukendte tidspunkter blev der føjet fire ensartede gravstene til.

1. Kaptajnløjtnant på linjeskibet Christian VIII Osvald Julius Marstrand, født 14. juli 1812 i Silkegade, København (Helligånds), omkom ved linjeskibets eksplosision i Eckernförde fjord 5. april 1849, begravet på Eckernförde kirkegård. Søn af mekaniker Nicolaj Jacob Marstrand og Petra Othilia Smith.
Kadet 1824, sekondløjtnant 1830, premierløjtnant 1840, kaptajnløjtnant 1849. Marstrand viste strålende evner indenfor naturfagene og blev navigationslærer på Søkadetakademiet i 1838 og otte år senere førstelærer i de matematiske videnskaber. Fem uger før sin død blev han udnævnt til navigationsdirektør. Et monument over Marstrand findes også på Assistens kirkegård i København.
Cohen 1849/142: Oswald Julius Marstrand.

2. Premierløjtnant og 3. kommanderende på fregatten Gefion Viggo Skibsted, født 5. september 1815 på Hammermøllen (Kronborg Geværfabrik), Tikøb sogn, Frederiksborg amt, døbt 22. maj 1818 i Holmens kirke, København, hårdt såret under affæren ved Eckernförde 5. april, død på Eckernförde sygehus 19. april, begravet på Eckernförde kirkegård 22. april. Søn af kaptajn Peter Nicolaj Skibsted og Ellen Sophie Cathrine von Bergen.
Kadet 1829, sekondløjtnant 1835, premierløjtnant 1844. I 1848 lå han med korvetten Valkyrien ved Nicobarerne i den bengalske bugt, men vel hjemme, blev han i foråret 1849 udkommanderet med fregatten Gefion. I begyndelsen af slaget den 5. april fik han sit ene lår knust og efter dagens kampe blev han indlagt på lazarettet i Eckernförde, hvor han døde to uger senere. Han blev begravet i sin uniform og med fuld militær honnør.
Cohen 1849/143: Viggo Skibsted.

3. Underskibslæge på linjeskibet Christian VIII Rasmus Schmidt, født 9. december 1821 på Mørdrupgård, Uggeløse sogn, Frederiksborg amt, dræbt ved linjeskibets eksplosion i Eckernförde fjord 5. april 1849, begravet på Eckernförde kirkegård 9. april. Søn af forpagter Søren Larsen Schmidt og Caroline Frederikke Schultz.
Faderen overtog et gæstgiveri i København og Rasmus blev sat i det von Westenske institut. Student 1840. Han studerede først teologi i nogle år, men skiftede siden til lægevidenskaben og blev cand.med. i 1848. Som kandidat på Frederiksberg Hospital 1848-49, gjorde han også tjeneste på Søkvæsthuset og blev i marts 1849 ansat som underskibslæge på linjeskibet Christian VIII. Under affæren i Eckernförde fjord blev han sendt over på fregatten Gefion for at yde lægelig assistance, men da Gefion strøg flaget, vendte han tilbage til linjeskibet, hvor han kort efter blev dræbt ved skibets eksplosion.
Cohen 1849/142: Rasmus Schmidt.

4. Søkadet på linieskibet Christian VIII Jacob Henrik Gerhard Lind Braëm, født 7. januar 1834 i Delfingade 56, København (Holmens), omkom ved linieskibets eksplosion i Eckernförde fjord 5. april 1849, sandsynligvis begravet på Eckernförde kirkegård. Søn af premierløjtnant i Søetaten Johan Frederik Braëm og Serene Margrethe Lindam.
Flyttede med forældrene til Rungstedgård, Hørsholm sogn. Hans navn findes også på mindetavlen på Hørsholm kirkegård. Med sine kun 15 år, var kadet Braëm en af de yngste faldne i Treårskrigen.
Cohen 1849/142: Braëm.

Eckernförde, Alter Soldatenfriedhof

Eckernförde købstad

På den gamle soldater- eller invalidekirkegård tæt ved Christians Plejehus blev seks danske menige, der dræbtes i affæren ved Sandkrug syd for Eckernförde, begravet i april 1848. Af den oprindelige kirkegård er der ikke meget tilbage, og kun et par enkelte grave i den nuværende kurpark mellem en stor parkeringsplads og svømmehallen leder tanken hen på områdets oprindelige anvendelse.
Christians Plejehus var en institution for krigsinvalider, soldaterenker og forældreløse soldaterbørn, der oprindelig lå i København, men i 1785 blev flyttet til Eckernförde, hvor det videreførtes som invalidehospital og vajsenhus indtil 1854. Efter 1864 blev bygningerne omdannet til kaserne.
Begravelserne på kirkegården ophørte sandsynligvis med plejehusets nedlæggelse.

1. Frivillig hornblæser ved 5. Linjeinfanteribataljon, 2. kompagni, nr. 28 Ole Christian Henriksen, født 15. april 1829 i Gentofte, Gentofte sogn, Københavns amt, konfirmeret 1843 i Gentofte, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af indsidder og kurvemager Henrik Christian Hansen og Margrethe Olesdatter.
Smedelærling på Rådvaddams fabrikker, Lyngby sogn i 1845. Hans navn findes også på mindetavlen i Gentofte kirke.
Cohen 1848/86: Ole Christian Hendriksen.

2. Menig ved 9. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 84 Søren Andersen, født 4. august 1821 i Erikstrup, Bigum sogn, Viborg amt, konfirmeret 1837 i Ørslevkloster, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af indsidder Anders Sørensen og Else Pedersdatter.
Søren voksede op i Ørslevkloster sogn øst for Skive.
Cohen 1848/88: Søren Andersen Erikstrup (Viborg amt).

3. Menig ved 9. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 133 Anders Pedersen, født 11. juli 1822 i Vang, Vang sogn, Thisted amt, konfirmeret 1836 i Vang, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af husmand Peder Jensen og Anne Marie Jensdatter.
Tjenestekarl i Nystrup, Vang sogn i 1845.
Cohen 1848/88: Anders Petersen Wang (Thisted amt).

4. Menig ved 1. Jægerkorps, 3. kompagni, nr. 49 Poul Sørensen, født 14. december 1823 i Jebjerg, Ørum sogn (Galten herred), Randers amt, konfirmeret 1838 i Ørum, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af husmand Søren Jensen Levring og Mette Poulsdatter.
Smedelærling hos Hans Kjeldsen i Jebjerg i 1845.
Cohen 1848/92: Poul Sørensen Jeberg (Randers amt).

5. Menig ved 1. Jægerkorps, 3. kompagni, nr. 36 Jens Madsen, født 12. maj 1822 i Ormslev, Ormslev sogn, Aarhus amt, konfirmeret 1837 i Kolt, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af bolsmand Mads Sørensen og Kirsten Hansdatter.
Cohen 1848/92: Jens Madsen Ormslev (Aarhus amt).

6. Menig ved 1. Jægerkorps, 3. kompagni, nr. 116 Anders Lauritsen, født 12. maj 1821 i Laurbjerg, Laurbjerg sogn, Randers amt, konfirmeret 1836 i Laurbjerg, faldet ved Eckernförde 21. april, begravet på Christians Plejehus’ kirkegård. Søn af møllersvend Laurits Andersen og Karen Jensdatter.
Underjæger ved 1. Jægerkorps i Kastellet i 1845.
Cohen 1848/92: Anders Lauritzen Lauberg (Randers amt).