Viser opslag med etiketten Flade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Flade. Vis alle opslag

5. marts 2015

Flade kirke

Morsø Nørre herred, Thisted amt

I Flade kirke på Mors lod taknemmelige medborgere opsætte en mindetavle over en af sognets beboere, der faldt i krigen i 1864.

Menig ved 11. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 278 Niels Sørensen, født 11. juli 1832 i Flade, Flade sogn, konfirmeret 1847 sst., savnet efter kampene ved Oversø (Sankelmark) den 6. februar 1864. Søn af gårdmand Søren Christensen og Johanne Mikkelsdatter.
Gårdejer i Flade. Gift 1860 med Kirsten Villadsdatter.
Hovedrullen for 5. udskrivningsdistrikt (Thisted amt) 1863, 247. lægd, nr. 21.
Cohen 1864/134: Niels Sørensen Flade.

Mindetavlen bærer følgende inskription:

Da tydske Røverhorder droge frem,
at rane vore Brødres frie Hjem,
og Krigstrompeten lød til danske Mænd
at spænde atter Sværd om Lænd,
da lød du Røsten - sagde ømt Farvel
til hende, som dig skænked Jordens Held.

Din elskte Hustru saa dig ikke meer,
du rejste, kæmpe, faldt med Brødre fleer.
Ved Sankelmark vi Helteskaren see,
de kæmped Een mod Ti i Iis og Snee -
der ofred du dit Hjerteblod saa skjøn,
velsign dig derfor Gud med Himlens Løn.


9. maj 2012

Flade kirke

Morsø Nørre herred, Thisted amt

På kirkeskibets sydmur blev der i 1851 opsat en mindetavle med navnene på tre sogneørn, der var faldet i Treårskrigen.

1. Underjæger ved 1. Jægerkorps, 1. kompagni, nr. 206 Peder Pedersen, født 23. september 1824 i Flade, Flade sogn, konfirmeret 1840 sst., hårdt såret ved Kolding 23. april 1849, indbragt død i Christiansfeld s.d., begravet på Christiansfeld kirkegård 24. april. Søn af husmand og fisker Peder Laursen Buch og Else Pedersdatter.
Tjenestekarl i Flade i 1845.
Hovedrullen for Thisted amt 1847, 71. lægd, nr. 26.
Cohen 1849/119: Peter Petersen Flade.

2. Underjæger ved 1. Jægerkorps, 2. kompagni, nr. 162 Niels Madsen, født 2. november 1822 i Flade, Flade sogn, konfirmeret 1837 sst., faldet ved Blåkærskov 7. maj 1849, begravet på Horsens kirkegård 9. maj. Søn af husmand og fisker Mads Nielsen Ahme og Marianne Jepsdatter.
Tjenestekarl hos sognefogeden i Sundby, Sundby sogn i 1845.
Hovedrullen for Thisted amt 1847, 64. lægd, nr. 100.
Cohen 1849/118: Niels Madsen Flade.

3. Menig ved 5. Reservebataljon, 2. kompagni, nr. 71 Anders Christian Mikkelsen, født 2. maj 1816 i Elsø, Elsø sogn, Thisted amt, konfirmeret 1831 sst., såret ved Isted 24. juli 1850, amputeret og død på Flensburg lazaret 26. august, begravet på Sankt Mariæ kirkegård 29. august. Søn af husmand Mikkel Andersen Kjær og Anne Christensdatter.
Tjenestekarl i Flade i 1850.
Hovedrullen for Thisted amt 1852, 52. lægd, nr. 44.
Cohen 1850/78: Anders Christensen Mikkelsen Elsø (Thisted amt).