24. september 2014

København, Garnisons kirkegård

Københavns kommune

På kirkegården blev der i maj 1852 rejst et meget smukt monument med buste over general Rye, der faldt ved Fredericia tre år tidligere.

Generalmajor Olaf Rye, født 16. november 1791 på gården Bø, Bø præstegjeld, Telemark fylke, Norge, faldet ved Fredericia 6. juli 1849, begravet på Garnisons kirkegård. Søn af kaptajn, senere oberstløjtnant Mathias Andreas Rye og Elisabeth Johanne Lind. – Gift 1. gang 1823 med Frederikke Sophie Caroline Vilhelmine Krabbe (1801-24). Gift 2. gang 1832 med Jacobine Dorothea Amalia Krabbe (1808-33). Gift 3. gang 1842 med Elisa Henriette Schultz (1817-82).
Kadet 1804, sekondløjtnant 1808, premierløjtnant 1809. Premierløjtnant i den danske hær 1816, kaptajn 1832, major 1840, oberstløjtnant 1842, karakteriseret generalmajor 1848. – R. 1840. D.M. 1848.
Cohen 1849/97: Olaf Rye

Rye gennemgik sin militære uddannelse i Norge og deltog med begejstring i en række træfninger mod svenskerne i 1814, men mismod mod Norges nederlag fik ham til at søge mod Danmark. I Treårskrigen kæmpede han først ved Bov og senere ved Schleswig by. Herefter fik han kommandoen over en brigade og deltog i kampene på Sundeved. Han vandt allerede i det første krigsår stor hæder, og Ryes navn var snart på alles læber. I 1849 kæmpede han ved Kolding, det blev til nederlag og stemningen vendte sig en tid mod Rye. Mens han lå ved Vejle, fik han sidst i juni ordre om at gå mod Fredericia, som oprørstropperne havde belejret. Ryes brigade lå snart på højre fløj, nærmest stranden ved Lillebælt, og planlagde et angreb mod Trelde-skansen. Under dette angreb faldt general Rye tæt ved det sted, hvor nu Ryes høj findes. Generalen blev først gravlagt i den store fællesgrav på Trinitatis kirkegård i Fredericia, men hans lig blev kort efter taget op og ført til København, hvor han blev begravet på Garnisons kirkegård under stor højtidelighed.

I Fredericia mindes general Rye som nævnt ved Ryes høj, der blev kastet op tæt ved stedet, hvor han faldt. På det eksakte sted, hvor Rye faldt, er rejst en beskeden sten. I byen blev en buste af Rye afsløret i 1876. En mindesten blev rejst på Helgenæs i 1924. I København finder man også mindeplader på Kastellet (afsløret 1949) og i Store Kongensgade 40. Endelig rejste nordmændene en bautasten med indlagt bronzerelief af Olaf Rye på Oterholtmoen 2 km nord for Bø i 1991.

Veje og gader er opkaldt efter Rye i København, Nykøbing F., Odense, Haderslev, Kolding, Fredericia, Vejle, Horsens, Silkeborg, Aarhus, Knebel, Aalborg og Brovst. Hans norske fødeby har naturligvis også en Olaf Ryes Gate.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar