8. september 2014

Randers, Østre kirkegård

Randers købstad, Randers amt

På byens ældste kirkegård, Østre kirkegård fra 1811, hviler to danske soldater, der blev såret i træfningen ved Lundby i 1864 og af fjenden ført til Randers, hvor begge døde kort efter. Randers Amts Avis skildrede begravelsen af Mangels. Fra kirken blev kisten båret af seks våbenfæller, alle sårede fra Lundby-affæren. Derpå fulgte byens præster, de preussiske officerer (byen var besat), kommunalbestyrelsens medlemmer, byens embedsmænd og utallige borgere. Begravelsesfølget blev ledsaget af det preussiske musikkorps, der spillede sørgemarcher. Kisten var smykket med Dannebrog og kranse. Efter jordpåkastelsen blev der affyret tre æressalver.
Gravstedet ligger tæt ved Østervangsvej. Gravstenen blev afsløret d. 3. juli 1865. Der bliver lagt en buket på graven hvert år den 3. juli, dagen for slaget ved Lundby.

1. Menig ved 1. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 415 Frederik Henrik Mangels, født i Gettorf, Dänischerwohld amt, såret ved Lundby 3. juli 1864, taget til fange, død på Randers lazaret 12. juli, begravet på Randers kirkegård 13. juli.
Han efterlod hustru og børn.
Cohen 1864/88: Frederik Hansen Mangels Gettorf

2. Menig ved 1. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 558 Johannes Larsen, født 19. april 1837 i Valby, Hvidovre sogn, Københavns amt, såret ved Lundby 3. juli 1864, taget til fange, død på Randers lazaret 23. juli, begravet på Randers kirkegård 23. juli. Søn af husmand Lars Pedersen og Maren Johannesdatter.
Hans navn findes også på mindetavlen i Hvidovre kirke.
Cohen 1864/89: Johannes Larsen Valdby

Foto: Kirkegårdskontoret i Randers.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar