19. september 2013

Poznań, Cmentarz garnizonowy

Posen, Alte Garnisonsfriedhof (indtil 1918)

Poznań, Polen

I den polske by Poznań hviler tre danske soldater, der alle blev taget til fange efter slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Herefter blev de ført til den preussiske fæstning i Posen, der efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig blev polsk.


Soldaterne blev begravet på byens garnisonskirkegård, der er beliggende ved gaden Aleja Armii Poznań. Indgangen til den gamle kirkegård ligger lige over for et idrætsanlæg, og gravene - hvis de endnu eksisterer - skal være i det nordøstlige hjørne. Poznań blev udsat for voldsomme bombardementer under russernes fremrykning i foråret 1945.

Det danske krigsministerium bekostede gravstenene i 1886. De blev istandsat i 1913, og femten år senere betalte den danske stat sidste gang for gravenes vedligeholdelse.

I 2014 fandt Komité for bevarelse af gamle Mindesmærker i Poznań det, der med stor sandsynlighed var fundamentstenene til gravpladerne, og mindst en gravplade blev genskabt og placeret på sit rette fundament. Ved en højtideligt på garnisonskirkegården deltog danske repræsentanter.

1. Menig ved 2. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 475 Christian Davidsen, født 3. maj 1839 i Valby, Valby sogn, Frederiksborg amt, konfirmeret 1853 sst., taget til fange ved Dybbøl 18. april 1864, ankom til fæstningen i Posen 11. maj, død af svindsot 4. juli, begravet 6. juli. Søn af smed David Pedersen og Inger Margrethe Jørgensdatter.
Smedesvend i Esbønderup 1860.
Hovedrullen for 1. udskrivningsdistrikt 1863, 136. lægd, nr. 52.
Cohen 1864/94: Christian Davidsen Valdby.

2. Menig ved 22. Infanteriregiment, 8. kompagni, nr. 166 Christoffer Andersen, født 15. marts 1832 i Øster Ulslev, Øster Ulslev sogn, Maribo amt, konfirmeret 1847 sst., taget til fange ved Dybbøl 18. april 1864, ankom til fæstningen i Posen 27. maj, død 3. august, begravet 6. august. Søn af husmand Anders Rasmussen og Anne Jørgensdatter.
Hovedrullen for 2. udskrivningsdistrikt (Maribo amt) 1863, 245. lægd, nr. 16.
Cohen 1864/171: Christoffer Andersen Uttersløv [sic!]

3. Artillerist ved 10. Batteri Peder Sørensen, født 26. oktober 1839 i Torup, Sønder Vinge sogn, Viborg amt, taget til fange ved Dybbøl 18. april 1864, ankom til fæstningen i Posen 24. april, død 21. maj, begravet 23. maj. Søn af gårdmand Søren Laursen Bach og Maren Andersdatter.
Hovedrullen for Viborg amt 1858, 92. lægd, nr. 70.
Ses ikke hos Cohen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar