15. december 2019

Hørup kirkegård

Als Sønder herred, Sønderborg amt

En stor gravsten står på Hørup kirkegård over seks danske soldater, der blandt andet døde på byens lazaret i 1864. Inskriptionen lyder: "Minde over 6 danske Soldater døde paa Lazarettet i Hørup 1864". Oprindelig var gravstedet omgivet af et lavt smedejernsgitter.

I dag er et smedejernskors over Hans Henningsen anbragt på gravstedet. Det har tysk inskription, da afdøde stammede fra Angeln, men han aftjente værnepligt på dansk side.

1. Konstabel ved Artilleriet, 9. Batteri, nr. 322 Søren Christian Sørensen, født 8. april 1843 i Hedensted, Hedensted sogn, Vejle amt, konfirmeret 1857 i Blegind kirke, død af lungebetændelse på Hørup lazaret 9. marts 1864, begravet på Hørup kirkegård 12. marts. Søn af dragon Ole Christensen, Aarhus og Anne Cathrine Sørensdatter, Hedensted.
Forældrene blev ikke gift, men i 1851 giftede moderen sig med spækhøker Jørgen Pedersen og flyttede i 1859 til Bredal, Engum sogn.
Hovedrullen for 4. udskrivningsdistrikt (Vejle amt) 1864, 142. lægd, nr. 117.
Cohen 1864/79: Jens [!] Christian Sørensen Hedensted.

2. Kusk ved 2. Armédivisions vognpark på Als Hans Henningsen, født ca. 1845 i Terkelstoft, Grundhof sogn, Angeln, død af tyfus på Hørup lazaret 29. marts 1864, begravet på Hørup kirkegård 1. april. Søn af husmand Thomas Henningsen og Anne Marie Thomsen.
Kusk hos gårdmand Henning Bjørnsen, Maasbüll, Rüllschau sogn, Angeln (Masbøl, Rylskov sogn).
Cohen 1864/175: Hans Henningsen.

3. Menig ved 17. Infanteriregiment, 6. kompagni, nr. 163 Hans Nielsen Granhøj, født 18. november 1832 på Vejstrup mark, Vejstrup sogn, Svendborg amt, konfirmeret 1847 i Oure kirke, død af lungebetændelse på Hørup lazaret 13. april 1864, begravet på Hørup kirkegård 16. april. Søn af husmand Niels Hansen Holmdrup og Marianne Larsdatter.
Flyttede med forældrene til et husmandssted i Oure, Oure sogn. Boede endnu hjemme i 1860 og ernærede sig som væver. Granhøj er navnet på en gård på Vejstrup mark.
Hovedrullen for Svendborg amt 1856, 72. lægd, nr. 24.
Cohen 1864/146: Hans Nielsen Grundhøi Virstrupmark [!]

4. Menig ved 6. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 328 Morten Thomsen Madsen, født 8. december 1839 i Tobøl, Føvling sogn, Ribe amt, konfirmeret 1854 sst., død af tyfoid feber på Hørup lazaret 28. april 1864, begravet på Hørup kirkegård 30. april. Søn af gårdmand Mads Sørensen og Abelone Mortensdatter.
Tjenestekarl i Varming, Seem sogn i 1860.
Tilgangsrullen for Ribe amt 1857, 5. lægd, nr. G/139.
Cohen 1864/116: Morten Thomsen Madsen Tobøl.

5. Underkonstabel af Marinens artillerikorps, 2. afdeling, 5. kompagni, nr. 47 Jens Hansen, født 26. oktober 1840 i Skalsbjerg, Sludstrup sogn, Sorø amt, konfirmeret 1855 sst., død af gigtfeber på linjeskibet Frederik VI til ankers ved Kegnæs 10. maj 1864, begravet på Hørup kirkegård 12. maj. Søn af husmand Hans Andersen og Kirsten Jensdatter.
Smedesvend i Slagelse.
Tilgangsrullen for Sorø amt 1860, 87. lægd, nr. K/1547.
Cohen 1864/177: Jens Hansen.

6. Menig af 1. Rekrutbataljon, 5. kompagni, nr. 28 Henrik Georgsen, født 5. august 1837 i Horsens Hedegård, Blenstrup sogn, Aalborg amt, konfirmeret 1852 i Fræer kirke, død af lungebetændelse på linjeskibet Frederik VI til ankers ved Kegnæs 9. juni 1864, begravet 11. juni. Søn af husmand Georg Philip Georgsen og Bolette Jensdatter.
Tjenestekarl i Håls, Gunderup sogn i 1860.
Hovedrullen for 5. udskrivningsdistrikt (Aalborg amt) 1863, 431. lægd, nr. 175.
Cohen 1864/177: Henrik Georgsen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar