Nørresundby købstad, Aalborg amt
På kirkegården er sat en gravsten over en dansk soldat, der faldt i slaget ved Lundby den 3. juli 1864 og en svensk frivillig soldat, der såredes i den samme affære, men bragtes til præstegården i Nørresundby, hvor han døde seks uger senere. Gravstenen blev afsløret d. 9. november 1865.
1. Frivillig menig ved 1. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 568 Friedleif Edouardo Sørensen, født 6. september 1837 i Sejling præstegård, Sejling sogn, Viborg amt, faldet ved Lundby 3. juli 1864, begravet på Nørresundby kirkegård 8. juli. Søn af sognepræst Søren Møller Sørensen og Jutta Caroline Cecilie Hasselriis. Ugift.
Student 1856 (Aarhus), cand.jur. 1864.
Ifølge Aalborg Stiftstidende henstod Sørensens kiste i Gunderup kirke, men familiemedlemmer førte den 6. juli kisten til Aalborg, hvorfra det var meningen at sende den til Sjælland, sikkert til Esbønderup kirke, hvor faderen var præst. Af grunde, vi ikke kender, besluttede man dog at begrave Sørensen på kirkegården i Nørresundby. Seks uger senere blev den svenske frivillige Ekström begravet ved hans side.
Cohen 1864/89: Friedleif Edvard Sørensen Kjøbenhavn
2. Svensk frivillig menig ved 1. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 598 Robert Emil Ekström, født 23. februar 1840 i Vänersborg, Vänersborg församling (Älvsborg län), såret ved Lundby 3. juli 1864, taget til fange, død i Nørresundby præstegård 15. august, begravet på Nørresundby kirkegård 19. august. Søn af handlende Robert William Ekström og Emilia Mehlen.
Manufakturhandler i Göteborg. Frivillig menig i dansk krigstjeneste.
Hans navn findes også på det store monument over de skandinaviske frivillige på Kastellet i København.
Cohen 1864/89: Robert Emil Ekstrøm Gøthaborg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar