Roskilde købstad, Roskilde amt
På kirkegården ligger en løjtnant begravet, der faldt i krigen i 1864. Stenen står i et familiegravsted syd for kapellet.
Premierløjtnant ved 18. Infanteriregiment Frederik Wilhelm Bruun, født 26. september 1832 i Roskilde adelige Jomfrukloster, Himmelev sogn, faldet i en forpostfægtning ved Dybbøl 22. februar 1864, begravet fra Roskilde Domkirke på Gråbrødre kirkegård 1. marts. Søn af klosterforvalter Claus Christian Bruun og Elisabeth Marie Vibeke Obel. Ugift.
Som kun 16-årig deltog han som frivillig korporal i kampene ved Fredericia i sommeren 1849 og udnævntes til sekondløjtnant af Infanteriets krigsreserve i oktober s.å. Året efter deltog han i kampene ved Isted og blev ansat ved 2. Jægerkorps (senere 18. Regiment), da krigen var ovre. Premierløjtnant 1861.
Cohen 1864/147: Frederik Vilhelm Bruun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar