På byens gamle kirkegård ved Parkstrasse hviler en dansk krigsfange fra 1864. Stenen er bekostet af hans kammerater, og eksisterede altså allerede ved krigsministeriets undersøgelse af de udenlandske krigsgrave i 1886. Kirkegården lukkede for yderligere begravelser i 1904 og i 1951 blev den omdannet til park og botanisk have, men mange ældre gravsteder er endnu bevaret. Om dette også gælder den danske krigergrav har jeg endnu ingen oplysninger om. Det gamle fotografi stammer fra Forsvarsministeriets Krigergravstilsyns arkiv (Rigsarkivet).
Menig ved 17. Infanteriregiment, 4. kompagni, nr. 297 Peder Mikkelsen, født 15. januar 1831 i Lundby, Landet sogn, Svendborg amt, konfirmeret 1845 sst., såret ved Dybbøl 18. april 1864, taget til fange og død i fæstningen Minden 13. maj. Søn af indsidder og daglejer Mikkel Christensen og Juliane Pedersdatter.
Indsidder og daglejer i Lundby i 1860. Gift 1856 med Kirsten Jacobsdatter, med hvem han havde en datter.
Hovedrullen for Svendborg amt 1856, 38. lægd, nr. 55.
Cohen 1864/145: Peter Mikkelsen Lumby [sic!]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar