2. februar 2018

Hundstrup kirke

Sallinge herred, Svendborg amt

I kirken hænger en mindetavle med navnene på fire sognebeboere, der faldt i 1864. Niels Hansen er som den eneste begravet på Hundstrup kirkegård, idet hans dødsfald indtraf på lazarettet i Svendborg.

1. Menig ved 19. Infanteriregiment, 8. kompagni, nr. 326 Lars Madsen, født 18. september 1839 på Hundtofte mark, Stenstrup sogn, Svendborg amt, konfirmeret 1854 i Stenstrup kirke, såret ved Fredericia 25. marts 1864, død på Odense lazaret 17. maj, begravet på Odense kirkegård 21. maj. Søn af tjenestekarl Mads Hansen og Karen Christensdatter.
Forældrene blev gift kort efter Lars' fødsel og overtog et husmandssted på Hundtofte mark. Lars boede endnu hos forældrene i 1860, men flyttede senest i 1863 til Hundstrup sogn.
Tilgangsrullen for 3. udskrivningsdistrikt 1863, 30. lægd, nr. N 5.
Cohen 1864/155: Lars Madsen Hundtoftemark.

2. Menig ved 5. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 261 Rasmus Jørgen Pedersen, født 12. marts 1836 i Hundstrup, Hundstrup sogn, konfirmeret 1850 i Hundstrup kirke, faldet i kampene på Als 29. juni 1864. Søn af gårdmand Peder Frederiksen og Mette Marie Hansdatter.
Tjenestekarl i Skt. Jørgens præstegård ved Svendborg i 1860.
Tilgangsrullen for Svendborg amt 1859, 90. lægd, nr. J 1117.
Cohen 1864/111: Rasmus Jørgen Petersen Hundstrup.

3. Menig ved 5. Infanteriregiment, 4. kompagni, nr. ??? Lars Johan Pedersen, født 10. august 1836 i Gundestrup, Hundstrup sogn, konfirmeret 1851 i Hundstrup kirke, død på Flensborg lazaret 18. januar 1864. Søn af gårdmand Peder Nielsen og Johanne Berthelsdatter.
Hovedrullen for Svendborg amt 1856, 24. lægd, nr. 43.
Ses ikke hos Cohen, da han døde få uger før det egentlige krigsudbrud.

4. Menig ved 16. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 146 Niels Hansen, født 19. februar 1834 i Vejstrup, Vejstrup sogn, Svendborg amt, konfirmeret 1848 i Ollerup kirke, død i Borgerskolens lazaret, Svendborg 8. april 1864, begravet på Hundstrup kirkegård 14. april. Søn af tjenestekarl hans Nielsen og Karen Jensdatter.
Forældrene blev gift kort efter Niels' fødsel og overtog en gård på Ollerup Bromark i Ollerup sogn. Niels flyttede til Hundstrup i 1859.
Tilgangsrullen for Svendborg amt 1859, 24. lægd, nr. J 165.
Cohen 1864/143: Niels Hansen Veistrup.

Foto: Jens Jacob Refshauge Beck, Historiecenter Dybbøl Banke.

31. januar 2018

Sønder Broby kirkegård

Sallinge herred, Svendborg amt

På kirkegården står en gravsten over en dansk soldat, der døde på Brobygård lazaret i 1864. Sognets beboere og våbenbrødre bekostede gravstedet, der blev afsløret d. 9. juli 1865.

Menig ved 20. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 510 Johan Martin Schabel, født ca. 1841 på Schafflundfeld, Nordhackstedt gemeinde, Südtondern amt (da. Skovlund mark, Nørre Haksted sogn, Sydtønder amt), død af tyfus på Brobygård lazaret 10. maj 1864, begravet på Sønder Broby kirkegård 14. maj. Søn af kådner Johan Martin Schabel.
Familien boede på Skovlund mark ved folketællingen i 1845. Flere forskellige slesvigske kilder peger på Schabel som den korrekte stavemåde. I kirkebogen og på gravstenen kaldes han fejlagtigt Skobel.
Cohen 1864/158: Johan Martin Skobel Skovlundmark.


Trige kirkegård

Vester Lisbjerg herred, Aarhus amt

Syd for kirken står på et gravsted en sandstensstele (123 cm) og et støbejernskors (94 cm), der begge er rejst over en dansk dragon, der faldt i Treårskrigen.

Den 13. maj 1849 besatte general Ryes tropper de to broer mellem Mossø og Skanderborg: Fuldbro og Nybro. En uge senere nærmede fjenden sig Nybro og i en fægtning faldt Rasmus Nielsen, hvis lig derefter blev ført de 50 km til Trige. Otte uger senere skød fjenden dragon Jens Simonsen ved Fuldbro. Hans lig blev ført til Gødvad kirkegård nord for Silkeborg.

Dragon ved 3. Dragonregiment, 3. eskadron, nr. 52 Rasmus Nielsen, født 26. juli 1825 i Trige, Trige sogn, konfirmeret 1840 sst., faldet i en fægtning ved Nybro nær Skanderborg 20. maj 1849, begravet på Trige kirkegård 23. maj. Søn af gårdmand Niels Rasmussen Skovby og Kirsten Rasmusdatter.
Hovedrullen for Aarhus amt 1848, 14.lægd, nr. 39.
Cohen 1849/138: Rasmus Nielsen Triege.

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.




Nimtofte kirke

Sønder Djurs herred, Randers amt

I kirken er opsat en mindetavle over to sognebeboere, der faldt i Treårskrigen.

1. Menig ved 3. Forstærkningsbataljon, 2. kompagni, nr. 240 Hans Jensen, født 23. oktober 1826 i Ramten mølle, Nimtofte sogn, konfirmeret 1841 sst., såret i kampene ved Isted 25. juli 1850, død på Københavns garnisonshospital 24. august, begravet på Garnisons kirkegård 27. august. Søn af husmand Jens Olesen og Madsine Hansdatter.
Hans' forældre blev aldrig gift. Faderen rejste til et husmandssted i Koed sogn i 1827, og moderen, der var beslægtet med mølleren i Ramten, flyttede til et hus i Nimtofte by og forblev ugift. - Tjenestekarl i Ramten mølle 1845.
Hovedrullen for Randers amt 1848, 35. lægd, nr. 10.
Cohen 1850/87: Hans Jensen Ramtemølle (Randers amt).

2. Menig ved 13. Linjeinfanteribataljon, 3. kompagni, nr. 33 Hans Nicolaj Hansen, født 14. januar 1824 i Nimtofte, Nimtofte sogn, konfirmeret 1838 i Nimtofte kirke, død af tyfus i Schleswig 8. oktober 1850, begravet på Friedrichsberg kirkegård 9. oktober. Søn af husmand Hans Hansen Kløve og Kirsten Nielsdatter.
Træskomand i Sønderskov, Nimtofte sogn. Gift ca. 1845 med Marianne Christensdatter, med hvem han fik to børn.
Hovedrullen for Randers amt 1848, 35. lægd, nr. 10.
Cohen 1850/66: Hans Nicolai Hansen Nimtofte (Randers amt).

Foto: Torben Thorsen, Histoiecenter Dybbøl Banke.

Lyngby kirke

Sønder Djurs herred, Randers amt

I kirken hænger en marmortavle som minde om to sognebeboere, der faldt i Treårskrigen.


1. Underjæger ved 1. Reservejægerkorps, 1. kompagni, nr. 159 Jens Pedersen, født 5. april 1818 i Lille Bøjstrup, Marie Magdalene sogn, Randers amt, konfirmeret 1832 i Lyngby, såret i fægtningen ved Gudsø 7. maj 1849, død på Københavns garnisonshospital 24. maj, begravet på Garnisons kirkegård 29. maj. Søn af husmand Peder Jensen Eeg og Marie Kirstine Pedersdatter.
Familien flyttede til Trustrup, Lyngby sogn, da Jens var barn. - Husmand i Trustrup. – Gift 1846 med Karen Pedersdatter, med hvem han fik to børn.
Hovedrullen for Randers amt 1845, 23. lægd, nr. 142.
Cohen 1849/131: Jens Petersen Boystrup (Randers amt).

2. Menig ved 2. Forstærkningsbataljon, 4. kompagni, nr. 115 Peder Jensen, født 30. december 1821 i Fladstrup, Lyngby sogn, konfirmeret 1836 sst., faldet ved Isted 25. juli 1850. Søn af bolsmand Jens Pedersen Rind og Bodil Sørensdatter.
Tjenestekarl i Fladstrup i 1850.
Hovedrullen for Randers amt 1848, 23. lægd, nr. 201.
Cohen 1850/85: Peter Jensen Flastrup (Randers amt).

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

30. januar 2018

Store Brøndum kirke

Hellum herred, Aalborg amt

I kirken hænger en mindetavle med navnene på fem sognebeboere, der faldt i Treårskrigen.

1. Menig ved 2. Forstærkningsbataljon, 1. kompagni, nr. 120 Jens Christian Jensen, født 21. februar 1823 i Siem, Siem sogn, Aalborg amt, faldet i en forpostfægtning ved Fredericia 3. juni 1849, begravet på Trinitatis kirkegård 5. juni. Søn af bolsmand Jens Madsen og Inger Pedersdatter.
Tjenestekarl i Fræer, Fræer sogn i 1845. Samme år flyttede han til Store Brøndum.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 44. lægd, nr. 49.
Cohen 1849/134: Jens Christian Jensen Siem.

2. Trænkonstabel ved 1. Artilleriregiment, Batteriet Mossin, nr. 5 Jens Peter Nielsen, født 5. januar 1826 i Brøndum, Store Brøndum sogn, konfirmeret 1840 i Store Brøndum kirke, død af kolik på Horsens lazaret 12. december 1849, begravet på Horsens kirkegård 15. december. Søn af gårdmand Niels Larsen og Inger Cathrine Jensdatter.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 44. lægd, nr. 37.
Cohen 1849/101: Jens Peter Nielsen Brøndum.

3. Menig ved 11. Linjeinfanteribataljon, 3. kompagni, nr. 164 Henrik Christian Laursen, født 1. februar 1824 i Brøndum, Store Brøndum sogn, konfirmeret 1838 i Store Brøndum kirke, såret under rekognoscering ved Sorgbro 8. august 1850, død på Schleswig lazaret 11. august, begravet på Friedrichsberg kirkegård 14. august. Søn af bolsmand Laurs Poulsen og Maren Christensdatter.
Boede hos forældrene i Brøndum Hedegårde i 1840.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 44. lægd, nr. 28.
Cohen 1850/61: Henrik Chr. Laursen Store-Brønden (Aalborg amt).

4. Underkorporal ved 5. Reservebataljon, 4. kompagni, nr. 28 Jens Jensen, født 24. december 1820 i Brøndum Hedegårde, Store Brøndum sogn, konfirmeret 1836 i Vebbestrup kirke, død af tyfus på Fredericia lazaret 22. september 1850, begravet på Michaelis kirkegård 25. september. Søn af husmand Jens Andersen og Kirsten Sørensdatter.
Jens' forældre stammede egentlig fra Nibslethus i Astrup sogn, hvor faderen døde syv måneder før Jens blev født. Enken flyttede derefter hjem til familie eller venner i Brøndum Hedegårde og giftede sig i 1822 med gårdmand Iver Jensen i Hvarre, Vebbestrup sogn. Jens vendte som 20-årig tilbage til sit fødesogn, men rejste senere til Rise i Gerding sogn.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 44. lægd, nr. 82.
Cohen 1850/79: Jens Jensen Brøndumhedegaard (Aalborg amt).

5. Menig ved 11. Linjeinfanteribataljon, 3. kompagni, nr. 177 Christen Nielsen, født 17. april 1827 på Mølholm mark, Store Brøndum sogn, konfirmeret 1842 i Store Brøndum kirke, såret ved Isted 25. juli 1850, død på Flensborg lazaret 9. oktober, begravet på Skt. Mariæ kirkegård 11. oktober. Søn af bolsmand Niels Christensen Madsen og Bodil Pedersdatter.
Boede hjemme hos forældrene i 1850.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 44. lægd, nr. 39.
Cohen 1850/61: Christen Nielsen Mølholmsmark (Aalborg amt).

Næsborg kirke

Slet herred, Aalborg amt

I kirken hænger to ensartede mindetavler over to sognebeboere, der faldt i Treårskrigen. Tavlen over Jens Christensen blev bekostet af sognets beboere og tjenestefolk i Næsborg by. Den anden tavle over Peter Christian Mikkelsen bekostede afdødes forældre.

1. Menig ved 6. Reservebataljon, 4. kompagni, nr. 86 Jens Christensen, født 10. januar 1821 i Næsborg, Næsborg sogn, faldet ved Kolding 23. april 1849. Søn af husmand Christen Sørensen Malle og Kirsten Jensdatter.
Boede hjemme hos forældrene i 1840.
Hovedrullen for Aalborg amt 1846, 55. lægd, nr. 85.
Cohen 1849/129: Jens Christensen Næsborg.

2. Underjæger ved 2. Forstærkningsjægerkorps, 1. kompagni, nr. 109 Peter Christian Mikkelsen, født 1. marts 1819 i Sønder Aggersund, Næsborg sogn, savnet efter kampene ved Isted 25. juli 1850. Søn af gårdmand Mikkel Christensen Brund og Kirsten Pedersdatter.
Tjenestekarl i Lundgård, Farstrup sogn i 1850.
Hovedrullen for Aalborg amt 1849, 93. lægd, nr. 54.
Cohen 1850/94: Peter Christian Mikkelsen Aggersund (Aalborg amt).

29. januar 2018

Hellum kirkegård

Dronninglund herred, Hjørring amt

På kirkegården står en gravsten over Inger Marie og Niels Larsen fra Pilegårds mølle. Niels blev meldt savnet efter Dybbøl-slaget i 1864. Det fortælles, at Inger Marie aldrig siden låste sin hoveddør, for skulle Niels pludselig dukke op, skulle han ikke møde en låst dør. Inger Marie forblev enke resten af sit liv og blev en meget afholdt skikkelse i Hellum sogn. Derfor var det kun naturligt, at hendes mange venner bekostede gravstenen ved hendes død i 1912. Inger Marie og Niels' historie er skildret i Tom Buk-Swientys bog "Slagtebænk Dybbøl".

Menig ved 22. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 91 Niels Larsen, født 25. december 1834 i Øster Højen, Astrup sogn, Hjørring amt, konfirmeret 1849 i Bjergby kirke, savnet efter kampene på Dybbøl 18. april 1864. Søn af husmand Lars Jensen og tjenestepige Sidsel Nielsdatter.
Forældrene blev ikke gift, og Sidsel rejste senere med sønnen til Skovsby i Bjergby sogn. Niels aftjente sin værnepligt i 1857 og flyttede to år senere til Pilegårds mølle i Hellum sogn, som han kort efter overtog forpagtningen af. Inger Marie og Niels giftede sig i 1861 og fik to børn, inden Niels måtte drage i krig.
Hovedrulle for 5. udskrivningsdistrikt 1863, 454. lægd, nr. 67.
I den officielle tabsliste for 22. Infanteriregiment findes Niels Larsen Høien.
Ses ikke hos Cohen.

Foto: Jens Jacob Refshauge Beck, Historiecenter Dybbøl Banke.

Resen kirke

Skodborg herred, Ringkøbing amt

På skibets vestvæg hænger en mindetavle over en sognebeboer, der faldt i Treårskrigen.

Menig ved 8. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 120 Peder Andersen, født 5. september 1824 i Knarbjerg, Resen sogn, konfirmeret 1839 i Resen kirke, faldet ved Fredericia 6. juli 1849, begravet på Trinitatis kirkegård 8. juli. Søn af gårdmand Anders Pedersen og Karen Jensdatter.
Tjenestekarl på Kongensgård hovedgård, Nørre Nissum sogn i 1845.
Hovedrullen for Ringkøbing amt 1846, 98. lægd, nr. 181.
Cohen 1849/113: Peter Andersen Knarbjerg.

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

26. januar 2018

Odby kirke

Refs herred, Thisted amt

I kirken hænger en mindetavle, sat over en sognebeboer, der faldt i krigen i 1864.

Konstabel ved 1. Artilleriregiment, 3. fæstningskompagni (Grove), nr. 369 Jens Jespersen, født 18. juni 1841 i Odby, Odby sogn, konfirmeret 1856 i Odby kirke, såret ved Dybbøl 18. april 1864, død på Københavns garnisonshospital 29. april, begravet på Garnisons kirkegård 4. maj. Søn af husmand og murer Jesper Jespersen og Karen Christensdatter.
Skomagerlærling i Struerdal, Gimsing sogn 1860.
Tilgangsrulle for Thisted amt 1857, 61. lægd, nr. G 80.
Cohen 1864/80: Jens Jespersen.

Tak til Lokalarkivet for Thyholm og Jegindø for tilladelse til at benytte billedet.