22. januar 2018

Seem kirke

Ribe herred, Ribe amt


Sognets beboere bekostede en grå marmortavle som minde over et sognebarn, der faldt i krigen i 1864. Mindetavlen, der blev afsløret d. 17. marts 1869, hang oprindelig nord for korbuen, men er nu indmuret i skibets nordvæg.

Menig ved 5. Infanteriregiment, 8. kompagni, forstærkningsmand nr. 14 Hans Nissen Hansen, født 16. august 1836 i Seem, Seem sogn, konfirmeret 1852 sst., faldet ved Dybbøl 17. marts 1864. Søn af gårdmand Hans Hansen og Anne Marie Rasmusdatter.
Boede hjemme hos forældrene i Seem i 1860.
Hovedrullen for Ribe amt 1856, 5. lægd, nr. 97.
Cohen 1864/114: Hans Nielsen Hansen Sælm [sic!]

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

Ål kirke

Vester Horne herred, Ribe amt

I kirken hang tidligere en mindetavle med navnene på to sognebørn, der faldt i krigen 1864. Tavlen, der var bekostet af våbenbrødrene, er i dag deponeret i Oksbøl museum.

1. Menig ved 20. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 372 Jes Hansen Jensen, født 24. juni 1840 i Borre, Ål sogn, konfirmeret 1855 i Ål kirke, savnet efter kampene ved Bustrup 3. februar 1864. Søn af husmand og murermester Jens Christian Jensen og Kirsten Hansdatter.
Brænderikarl i Hesselmed Mølle, Ål sogn i 1860.
Hovedrulle for Ribe amt, 50. lægd, nr. 91.
Cohen 1864/160: Jes Hansen Jensen Borre.

2. Menig ved 5. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 11 Jørgen Pedersen, født 8. maj 1832 i Oksbøl, Ål sogn, konfirmeret 1847 i Ål kirke, faldet ved Dybbøl 15. april 1864, begravet på Sønderborg kirkegård 19. april. Søn af husmand og urmager Peder Jørgensen og Anne Nielsdatter.
Husmand og snedkermester i Oksbøl. Gift 1858 med Karen Madsen.
Hovedrulle for Ribe amt, 50. lægd, nr. 22.
Cohen 1864/111: Jørgen Petersen Oxbøl.

17. januar 2018

Lintrup kirke

Frøs herred, Haderslev amt

På skibets nordvæg hang tidligere en mindetavle over et af sognets unge beboere, der omkom ved en tragisk ulykke på Als i krigsåret 1849. Mindetavlen lå i 1954 på kirkens loft.

De nærmere omstændigheder omkring dødsulykken kendes ikke. Der havde været flere fægtninger på Sundeved i de første to uger af april, og barakken kan være blevet beskadiget af fjendens granater, da der blev kæmpet på Dybbøl den 13. april. Ulykken kostede en enkelt soldat livet.

Menig ved 10. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 108 Jesper Pedersen, født 22. maj 1823 i Dover, Lintrup sogn, konfirmeret 1839 sst., omkom da barakken tæt ved det nordre brohoved på Als styrtede sammen 18. april 1849, begravet på Sønderborg kirkegård 20. april. Søn af gårdmand Peder Sørensen og Karen Jespersdatter.
Cohen 1849/116: Jesper Petersen.

Hjordkær kirke

Rise herred, Aabenraa amt

På skibets nordvæg er opsat en trætavle som minde over et sognebarn, der faldt ved Isted i 1850.

Menig ved 10. Linjeinfanteribataljon, 2. kompagni, nr. 103 Andreas Christian Dinesen, født 30. maj 1824 i Vrågård, Burkal sogn, Tønder amt, faldet i slaget ved Isted 25. juli 1850. Søn af gårdmand Bonde Dinesen og Anne Christiansdatter.
Familien flyttede senere til Toldsted kro i Hjordkær sogn, blev de beværtede de rejsende på Hærvejen. Den ældste søn overtog kroen, mens Andreas kom i skomagerlære i Sønderborg.
Cohen 1850/59: Anders Christian Dinesen (Slesvig).

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

Vamdrup kirkegård

Anst herred, Ribe amt


Den 12. juli 1874 afsløredes et monument over en dansk dragon, der var blevet skudt ved Staved kro og efterfølgende begravet på Vamdrup kirkegård. Monumentet er 3 meter højt og består af en pyramide af marksten, der hviler på en cementsokkel på ca. 185 x 185 cm. Pyramiden mangler sin top, der i stedet er erstattet af en såkaldt grotte, hvorpå er indhugget en sabel og et gevær, der krydser hinanden. Oven over er indhugget en hjelm, og øverst på grotten et kors af sandsten. På den pyramidens for- og bagsider er anbragt marmortavler, den ene med en inskription om den faldne dragon, mens tavlen på bagsiden beretter, at monumentet blev rejst af sognets beboere.

Dragon ved 6. Dragonregiment, 1. eskadron, nr. 33 Niels Larsen, født 20. marts 1823 i Hjulby, Nyborg landsogn, Svendborg amt, konfirmeret 1843 i Nyborg kirke, skudt fra et vindue i Staved kro og straks død 12. juli 1848, begravet på Vamdrup kirkegård 15. juli. Søn af husmand Lars Hansen og Anne Dorthea Henriksdatter.
Tilgangsrullen for Svendborg amt 1842, 91. lægd, nr. T/3.
Cohen 1848/98: Niels Larsen Hjulby (Svendborg amt).

Foto: Billy Sørensen.

Vejen kirke

Malt herred, Ribe amt

En mindetavle af træ blev opsat i våbenhuset i den gamle kirke, men flyttet til den nyopførte kirke i 1896. Her er den placeret på søndre korsarms sydvæg.

Menig ved 11. Infanteriregiment, 4. kompagni, nr. 21 Lucas Jensen, født 14. februar 1839 i Øster Skibelund, Vejen sogn, død af tyfus på Svendborg lazaret (Frue sogn) 29. juni 1864, begravet på Svendborg kirkegård 1. juli. Søn af gårdmand Jens Sørensen Vig og Gunder Christensdatter.
Boede hjemme hos forældrene i Øster Skibelund i 1860.
Hovedrullen for Ribe amt 1856, 21. lægd, nr. 113.
Cohen 1864/134: Lucas Jensen Ø. Skibslund.

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

Outrup kirke

Vester Horne herred, Ribe amt

På Dybbøl-dagen i 1935 blev der opsat en lille marmortavle i våbenhuset med navnet på et sognebarn, der faldt i krigen i 1864.

Konstabel ved Artilleriregimentet, 6. fæstningskompagni, af 10. kompagni, nr. 191 Carl Nielsen, født 5. oktober 1836 i Rottarp, Outrup sogn, faldet ved Mysunde 2. februar 1864, begravet på Flensburg Skt. Mariæ kirkegård 6. februar. Søn af gårdmand Niels Johansen og Anne Cathrine Jensdatter.
Konstabel i Augustenborg 1860.
Hovedrullen for Ribe amt 1856, 55. lægd, nr. 80.
Cohen 1864/83: Carl Nielsen Rottorp [sic!]

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

16. januar 2018

Søvind kirke

Vor herred, Skanderborg amt

Sognets beboere opsatte i 1866 en stor mindetavle i kirken over syv sognebørn, som faldt i de slesvigske krige. Tavlerne i Søvind og Gangsted kirker er ensartede.
Nr. 6 og 7, Peder og Søren Rasmussen, var brødre.

1. Menig ved 7. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 245 Søren Laursen, født 8. juni 1825 i Ås, Søvind sogn, konfirmeret 1840 i Søvind, faldet ved Friedrichstadt 1. oktober 1850. Søn af husmand Laurs Jensen og Maren Laursdatter.
Tjenestekarl i Haldrup, Vær sogn 1845.
Tilgangsrullen for Skanderborg amt 1848, 26. lægd, nr. X 113 (Haldrup sogn).
Cohen 1850/56: Søren Laursen Aas (Skanderborg amt).

2. Menig ved 7. Linjeinfanteribataljon, 2. kompagni, nr. 255 Jens Simonsen, født 21. maj 1823 på Ås mark, Søvind sogn, konfirmeret 1838 i Søvind, faldet ved Friedrichstadt 4. oktober 1850. Søn af bolsmand Simon Jørgensen og Else Andersdatter.
Tjenestekarl i Blirup, Vær sogn 1845.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 31. lægd, nr. 5 (et eksempel på at savnede soldater endnu kunne blive stående i lægdsrullen mange efter krigen i mangel på bevis om dødsfaldet).
Cohen 1850/56: Jens Simonsen Aas (Skanderborg amt).

3. Menig ved 4. Forstærkningsbataljon, 2. kompagni, nr. 103 Jens Jensen, født 21. juli 1819 på Bleld mark, Nebel sogn, Skanderborg amt, konfirmeret 1834 i Søvind, død af tyfus på Haderslev lazaret 21. december 1850, begravet på Haderslev kirkegård 24. december. Søn af gårdmand Jens Jensen og Anne Nielsdatter.
Familien flyttede til en gård i Søvind i 1827. Tjenestekarl i Søvind 1850.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1848, 30. lægd, nr. 49.
Cohen 1850/89: Jens Jensen Bleld (Skanderborg amt).

4. Midlertidig korporal ved 20. Infanteriregiment, 5. kompagni, nr. 198 Jens Sørensen, født 5. august 1834 i Toftum, Søvind sogn, konfirmeret 1849 i Søvind, savnet efter kampene ved Bustrup 3. februar 1864. Søn af husmand og skrædder Søren Rasmussen og Anne Mikkelsdatter.
Tilgangsrullen for Skanderborg amt 1863, 36. lægd, nr. N 36 (Hansted sogn).
Cohen 1864/160: Jens Sørensen Toftum.

5. Menig ved 6. Infanteriregiment, 3. kompagni, nr. 337 Rasmus Udbye, født 13. september 1837 i Horn, Tvilum sogn, Skanderborg amt, såret ved Dybbøl 18. marts 1864, død på Sønderborg lazaret 28. marts, begravet på Sønderborg kirkegård 31. marts. Søn af gårdmand, senere kromand Niels Udbye og Anne Margrethe Uck.
Rasmus' fader, der var degnesøn fra Daugård, flyttede meget rundt på Skanderborg amt. Han nåede at være forpagter af Ansø mølle, Vilholt mølle, Pinds mølle, Sandvad kro og Blegind præstegård, før han i 1853 overtog Søvind kro. Rasmus' moder var datter af konsumtionskasserer Chr. Ludvig Uck i Skanderborg. Rasmus forblev vist i kroen indtil sin indkaldelse i december 1863.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 30. lægd, nr. 103.
Cohen 1864/115: Rasmus Udby Horn.

6. Menig ved 17. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 78 Søren Rasmussen, født 27. juli 1833 i Hyldkrog, Brigsted mark, Søvind sogn, faldet ved Dybbøl 18. april 1864. Søn af gårdmand Rasmus Jørgensen og Mette Sørensdatter.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 30. lægd, nr. 31.
Cohen 1864/147: Søren Rasmussen Skanderborg.
Den officielle tabsliste kalder ham dog Brogsted, en stavefejl for Brigsted.

7. Menig ved 9. Infanteriregiment, 6. kompagni, nr. 466 Peder Rasmussen, født 26. oktober 1840 i Hyldkrog, Brigsted mark, Søvind sogn, konfirmeret 1855 i Søvind, savnet efter kampene ved Dybbøl 18. april 1864. Søn af gårdmand Rasmus Jørgensen og Mette Sørensdatter.
Tjenestekarl i Brigsted, Søvind sogn i 1860.
Cohen 1864/127: Peter Rasmussen Hyldkraag.

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

Gangsted kirke

Vor herred, Skanderborg amt

Sognets beboere opsatte i 1866 en stor mindetavle i kirken over to sognebørn, som faldt i krigen to år tidligere. Tavlerne i Gangsted og Søvind kirker er ensartede.

1. Menig ved 9. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 501 Mads Nielsen, født 9. november 1830 i Gangsted Bjerge, Gangsted sogn, konfirmeret 1845 sst., faldet ved Dybbøl 18. april 1864, begravet på Sønderborg kirkegård 19. april. Søn af husmand og væver Niels Madsen og Mette Mikkelsdatter.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 31. lægd, nr. 21.
Cohen 1864/127: Mads Nielsen Gangsted.

2. Menig ved 9. Infanteriregiment, 3. kompagni, 193 Hans Mortensen, født 10. april 1836 i Gangsted, Gangsted sogn, konfirmeret 1850 sst., savnet efter kampene på Dybbøl 18. april 1864. Søn af tjenestepige Anne Hansdatter, der udlagde en kræmmer ved navn Morten som barnefader.
Hans' mor forlod sognet og overlod barnet i pleje hos gårdmand Peder Sørensen, Gangsted. I 1860 var han væversvend i Gangsted.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 31. lægd, nr. 43.
Cohen 1864/193: Hans Mortensen Gangsted.

Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.

Hornborg kirke

Nim herred, Skanderborg amt

På skibets nordvæg opsatte slægt og venner på pinsedag d. 4. juni 1865 en mindetavle over en falden kriger fra 1864.

Menig ved 9. Infanteriregiment, 7. kompagni, nr. 435 Jesper Rasmussen, født 14. september 1840 i Hornborg, Hornborg sogn, konfirmeret 1855 sst., savnet efter kampene på Dybbøl 18. april 1864. Søn af gårdmand Rasmus Jespersen og Kirsten Mortensdatter.
Boede hjemme hos forældrene i 1860.
Hovedrullen for Skanderborg amt 1859, 70. lægd, nr. 66.
Cohen 1864/127: Jesper Rasmussen Hornborg.