27. marts 2018

Bedsted kirkegård

Sønder Rangstrup herred, Aabenraa amt


Under den danske hærs march gennem Bedsted sogn indtraf en vådeskudsulykke, hvorved den frivillige menig J. Th. Lundbye omkom. Han blev begravet på sognets kirkegård, hvor en gravsten endnu er bevaret. I samme gravsted hviler også Lundbyes moder. Da moderen var 70 år, havde hun endnu ikke besøgt sin søns grav, men tog i januar 1863 den lange tur fra København til Bedsted. Kort efter ankomsten til Aabenraa døde hun imidlertid pludseligt.

Frivillig menig ved 3. Linieinfanteribataljon, 2. kompagni nr. 137 Johan Thomas Lundbye, født 1. september 1818 i Kalundborg, dræbt ved vådeskud i Bedsted 26. april 1848, begravet på Bedsted kirkegård samme dag. Søn af oberst Joachim Theodor Lundbye (1778-1841) og Cathrine Bonnevie (1782-1863).
Lundbye var en anerkendt kunstmaler, der allerede havde udstillet i flere år og rejst i Tyskland, Schweiz og Italien. Ved krigsudbruddet meldte Lundbye sig som frivillig, men omkom ved en tragisk vådeskudsulykke efter blot otte dages krigstjeneste.
Cohen 1848/85: Johan Thomas Lundbye (Holbæk amt).

Tæt ved Haderslevvej, hvor Lundbye blev vådeskudt, rejste danske kunstnere et stort sandstensmonument i 1923. Det er prydet af et marmorrelief af kunstneren selv, og øverst findes et dyrerelief udført af kunstneren Utzon-Frank. Monumentet står i et lille anlæg tæt på hjørnet af Haderslevvej og Lundbyesvej.

Et monument over den unge kunstner findes også ved Garnisons kirke i København, og på hans fødehjem i Skibbrogade 8 i Kalundborg blev der opsat en mindetavle i 1948.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar