16. september 2013

Nysa, Cmentarz garnizonowy

Neisse, Garnisonfriedhof (indtil 1945)

Nysa, Polen

I den polske by Nysa, der ligger ca. 85 km syd for Wrocław, ligger tre danske soldater begravet. De blev alle taget til fange i 1864, og døde i den preussiske fæstning Neisse, som efter Tysklands sammenbrud i 1945 ligger i Polen.
Det danske krigsministerium bestilte og lod opstille tre marmortavler i 1886. De blev istandsat i 1929, og i december 1942 betalte den danske stat sidste gang for gravenes vedligeholdelse. På det tidspunkt betegnede de lokale myndigheder som værende "in einem guten Zustande". Mens byen blev totalt ødelagt i 1945, gik kirkegården fri for bomberne, og den fremhæves i dag som en af Nysas store seværdigheder.
Den gamle garnisonskirkegård er nu en almindelig kommunal kirkegård, der er beliggende ved gaden Mieczyslawa. Om de danske krigergrave endnu eksisterer, ved jeg ikke.

1. Menig ved 7. Infanteriregiment, 1. kompagni, nr. 44 Peder Larsen Overgaard, født 26. januar 1838 i Marstal, såret og taget til fange ved Dybbøl 17. marts 1864, ankom til fæstningen i Neisse 2. april, død af hjernetyfus 5. april, begravet 8. april. Søn af klejnsmedesvend Frederik Rudolph Overgaard og Anne Cathrine Anthonsen.
Flyttede med forældrene til København senest 1840.
Cohen 1864/117: Peter Larsen Overgaard. Dødsattest.

2. Menig ved 18. Infanteriregiment, 3. kompagni, nr. 398 Hemming Christian Pedersen, født 6. marts 1840 i Stege, konfirmeret 1854 i Damsholte, taget til fange ved Dybbøl 17. marts 1864, ankom til fæstningen i Neisse 1. april, død af underlivstyfus 16. april, begravet 19. april.
Flyttede med forældrene til Ebbelnæs, Damsholte sogn senest 1845. Plejebarn hos gårdmand Hans Mortensen i Røddinge, Damsholte sogn.
Cohen 1864/150: Henning Christian Petersen Stege. Dødsattest.

3. Menig ved 18. Infanteriregiment, 8. kompagni, nr. 489 Rasmus Markvardsen, født 24. maj 1840 i Soesmarke, Majbølle sogn, Maribo amt, taget til fange ved Dybbøl 17. marts 1864, ankom til fæstningen i Neisse 10. juni, død af lungebetændelse 15. juni, begravet 18. juni. Søn af husmand Markvard Hansen og Johanne Rasmusdatter.
Cohen 1864/154: Rasmus Marqvartsen Soesmark. Dødsattest.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar