På Holmens kirkegård er rejst en gravsten over seks marinere, der faldt i 1864. Gravstenen er skabt og skænket af den københavnske sten- og billedhuggermester H. Hansen i maj 1885. Stendyssen blev skabt af kirkegårdens betjente.
Christian Theodor Petersens navn står ikke på gravstenen. Efter Holmens kirkebog blev en sejlmager og seks matroser begravet på Holmens kirkegård i de samme få dage. Måske skyldes manglen, at man har troet, at Christian og Christian Theodor Petersen var en og samme person.
1. Helbefaren matros på fregatten Sjælland Niels Peter Thorvald Danielsen, født 25. marts 1834 i København (Holmens), konfirmeret 1848 sst. (Holmens), faldet ombord på fregatten ved Rügen 17. marts 1864, begravet på Holmens kirkegård 25. marts. Søn af vognmandskarl Andreas Peter Danielsen og Caroline Marie Herrn.
Boede hjemme hos forældrene i Lille Strandstræde i København i 1845.
Sørullen for 1. udskrivningsdistrikt (København), nr. H/129.
Cohen 1864/177: Niels Peter Thorvald Danielsen.
2. Halvbefaren matros på fregatten Sjælland Carl Christian Jørgensen, født 3. maj 1843 i Middelfart, konfirmeret 1857 sst., faldet ombord på fregatten ved Rügen 17. marts 1864, begravet på Holmens kirkegård 23. marts. Søn af tømrermester Niels Jørgensen og Dorthea Kirstine Brandt.
Sørullen for 3. udskrivningsdistrikt (Odense amt) 1861, 220. lægd, nr. K/108.
Cohen 1864/177: Carl Christian Jørgensen.
3. Halvbefaren matros på fregatten Sjælland Thorvald Theodor Anker, født 30. maj 1834 i København (Holmens), konfirmeret 1848 sst. (Holmens), såret ombord på fregatten ved Rügen 17. marts 1864, død på Søetatens lazaret 19. marts, begravet på Holmens kirkegård 24. marts. Søn af styrmand Hans Anker og Marie Lisbeth Henningsdatter.
Sejlmagersvend i København. – Gift med Thora Emilie Lamberg, der fødte deres søn Thorvald Theodor Anker den 26. april 1864.
Sørullen for 1. udskrivningsdistrikt (København), nr. 2263.
Cohen 1864/177: Thorvald Theodor Ancker.
4. Halvbefaren matros på fregatten Sjælland Carl Christian Deist, født 4. juli 1841 i Egholm, Horslunde sogn, konfirmeret 1857 sst., såret ombord på fregatten ved Rügen 17. marts 1864, amputeret, død på Søetatens lazaret 19. marts, begravet på Holmens kirkegård 26. marts. Søn af skipper Fritz Carlsen Deist og Charlotte Amalie Prunch.
Sørullen for 2. udskrivningsdistrikt (Maribo amt) 1861, 277. lægd, nr. 24.
Cohen 1864/177: Carl Christian Deitz.
5. Halvbefaren matros på fregatten Sjælland Christian Pedersen, født 12. januar 1844 i Kallø, Tårs sogn, Maribo amt, konfirmeret 1858 i Sakskøbing, såret ombord på fregatten ved Rügen 17. marts 1864, død på Søetatens lazaret 22. marts, begravet på Holmens kirkegård 30. marts. Søn af indsidder og daglejer Peder Christiansen og Karen Ammonsdatter.
Flyttede med forældrene til Sakskøbing.
Sø-tilgangsrullen for 2. udskrivningsdistrikt (Maribo amt) 1862, 102. lægd, nr. M/3.
Cohen 1864/177: Christian Petersen.
6. Skibsbygger på fregatten Sjælland Christian Theodor Petersen, født 2. august 1830 i København (Holmens), konfirmeret 1845 sst. (Holmens), faldet ombord på fregatten ved Svinemünde 17. marts 1864, begravet på Holmens kirkegård 25. marts. Søn af tømmermand, senere pælebukker Niels Petersen og Inger Elisabeth Petersen.
Skibsbygger af 1. afd., nr. 78 i Nyboder 1860. – Gift 1850 med Caroline Amalie Ipsen, med hvem han fik mindst tre børn.
Cohen 1864/177: Christian Theodor Petersen.
7. Værnepligtig matros på fregatten Jylland Søren Madsen, født 14. december 1840 i Tinnet, Skærup sogn, Vejle amt, konfirmeret 1855 sst., såret ombord på fregatten Jylland ved Helgoland 9. maj 1864, død af hjernebetændelse på Søetatens hospital 22. maj, begravet på Holmens kirkegård 26. maj. Søn af husmand Mads Madsen og Karen Augustinusdatter.
Smed i Vejlby sogn.
Tilgangsrullen for 3. udskrivningsdistrikt (Vejle amt) 1861, 268. lægd, nr. L 75.
Cohen 1864/177: Søren Madsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar