29. oktober 2021

Kær by, Ulkebøl sogn

Als Sønder herred, Sønderborg amt

I den vestlige ende af Kær by, i skellet mellem ejendommene Kær Bygade 68 og 70, blev der på et ikke nærmere angivet tidspunkt rejst en stor natursten med poleret forside over seks danske officerer, der faldt i kampene på Als og "hvis Hvilesteder ikke kendes". Dette gælder dog ikke Berzelius, hvis gravsted findes på Ulkebøl kirkegård.

1. Premierløjtnant ved 3. Infanteriregiment Axel Henrik Drastrup, født 16. april 1825 i Kerteminde, faldet i kampene på Als 29. juni 1864, begravet på Sønderborg kirkegård 2. juli. Søn af toldkasserer Johan Jacob Drastrup og Helene Marie Brockdorff.
Studerede farmaci, da han meldte sig som frivillig ved 10. Linjeinfanteribataljon kort efter krigsudbruddet i 1848 og hurtigt avancerede til korporal. Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve september 1848, premierløjtnant 1854. Ridder af Dannebrog 1850. Gift 1862 med enken Andrea Klitgaard, f. Petersen, med hvem han fik en søn og blev stedfar til yderligere fire børn.
Cohen 1864/97: Axel Henrik Drastrup.

2. Frivillig svensk sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Henrik Wilhelm Leonard Berzelius, født 15. marts 1831 i Vadstena, faldet ved Kærby på Als 29. juni 1864, begravet på Ulkebøl kirkegård 2. juli. Søn af apoteker H.W.L. Berzelius og Sara Christina Lindqvist.
Underløjtnant ved Jönköpings regiment 1855-58. Frivillig sekondløjtnant i dansk krigstjeneste d. 20. april 1864. Deltog i slagene ved Dybbøl og på Als.
Cohen 1864/97: Henrik Vilhelm Berzelius.

3. Sekondløjtnant ved 3. Infanteriregiment Niels Andersen Færch, født 28. juli 1841 i Aalborg (Budolfi), faldet i kampene på Als 29. juni 1864. Søn af premierløjtnant, senere oberstløjtnant Laurits Nicolaj Færch og Elisabeth Marie Bruun.
Student 1861. Han gnnemgik Reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet i 1863. Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 3. Infanteriregiment 1863.
Cohen oplyser at regimentet havde oplyst ham om, at Færch døde på et fjendtligt lazaret d. 3. juli 1864, men at oplysningen næppe var korrekt.
Cohen 1864/97: Niels Andersen Færch.

4. Sekondløjtnant ved 4. Infanteriregiment Hans Henrik Pingel, født 3. januar 1838 i København (Trinitatis), faldet i kampene på Als 29. juni 1864. Søn af assistent, senere overinspektør ved Naturhistorisk Museum, dr.phil. Christian Pingel og Ophelia Drewsen.
Tog forberedelseseksamen for at studere på den polytekniske læreanstalt 1856, men opgav studierne tre år senere for at kæmpe i Anden italienske Uafhængighedskrig. Da han ankom til Paris, var der just indgået våbenhvile efter det berømte slag ved Solferino, og Pingel lod sig i stedet indrullere i Fremmedlegionen i Algeriet, hvor han avancerede til korporal. Han vendte tilbage til Danmark i 1861 og tog den polytekniske kandidatgrad to år senere. Han gennemgik Reserveofficersaspirantskolen på Landkadetakademiet januar-marts 1864 og blev derefter aspirant ved 4. Infanteriregiment. Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 4. Infanteriregiment d. 30. maj 1864.
Pingels kammerater oplyste efter kampene, at Pingel var faldet, men ingen havde underretninger om, hvor han var blevet begravet.
Cohen 1864/103: Hans Henrik Pingel.

5. Sekondløjtnant ved 5. Infanteriregiment Harald Hirschfeldt Petersen, født 7. februar 1840 i Nyborg, konfirmeret 1854 sst., faldet i kampene på Als 29. juni 1864, formodentlig begravet af fjenden. Søn af urmager Andreas Peter Petersen og Caroline Cecilie Ørsted.
Handelsbetjent (kommis) hos købmand Hans Willumsen i Kerteminde i 1860. Menig ved 5. Infanteribataljon 1862, hvor han avancerede til korporal. Sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 5. Infanteriregiment d. 30. maj 1864.
Cohen 1864/108: Harald Hirschfeldt Petersen.

6. Sekondløjtnant ved 18. Infanteriregiment Gerhard Faye, født 20. november 1836 i Hjørring (Skt. Hans), konfirmeret 1851 i Harridslev kirke, faldet i kampene på Als 29. juni 1864, formodentlig begravet af fjenden. Søn af sandflugtskommissær, exam.jur. Carl Viggo Wexelsen Faye og Marie Elisabeth Ingwersen.
Kom som barn i huset hos pastor Winstrup i Harridslev. Præliminæreksamen. Cand.pharm. 1858. Provisor i Hjørring Apotek og fra 1862 i Christianshavns Apotek. Menig ved 18. Infanteribataljon 1863 og genindkaldtes ved krigsudbruddet og avancerede til underkorporal. Efter at have udmærket sig i slaget på Dybbøl Banke, blev han d. 30. maj 1864 forfremmet til sekondløjtnant i Infanteriets krigsreserve og ansat ved 18. Infanteriregiment.
Cohen 1864/148: Gerhart Faye.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar