15. december 2019

Ullerup kirkegård

Nybøl herred, Sønderborg amt

Ved en højtidelighed den 9. april 1852 blev syv tyske og to danske soldater begravet på Ullerup kirkegård. De syv tyskere var alle faldet under kampene ved Nybøl i maj 1848 og begravet på marken. I træfningerne ved Ullerup faldt to danske soldater i april 1849 og blev begravet på marken.

I 1852 besluttede man at opgrave de ni lig og føre dem til Ullerup kirkegård. De syv tyskere blev lagt i to kister og over deres grav satte man siden en gravsten. De to danskere blev lagt i én kiste og over deres grav satte man også en gravsten.

Gravstenen bærer ingen navne, og præsten i Ullerup, der udførligt redegører for omstændighederne i 1848-49, kendte ikke soldaternes navne. De er muligvis identiske med de to nedenfor nævnte soldater, omend regimentets officielle tabsliste (og derfor også Cohen) angiver at Hans Carl Schmidt skal være faldet i træfningen ved Alssund den 13. april, hvor 10. Bataljon ganske rigtigt også var i kamp.

1. Underjæger ved 2. Jægerkorps, 1. kompagni, nr. 129 Niels Poulsen, født 16. februar 1825 i Sølperup, Snesere sogn, Præstø amt, konfirmeret 1839 sst., faldet i træfningen ved Avnbøl 5. april 1849, begravet af fjenden under et stort bøgetræ i Ladkær skov, nedsat i Ullerup kirkegård 9. april 1852. Søn af gårdmand Poul Clausen og Maren Rasmusdatter.
Niels blev tidligt forældreløs og kom i pleje hos gårdmand Anders Christiansen i Lille Røttinge, Snesere sogn. - Tjenestekarl i Sjolte, Snesere sogn i 1845.
Tilgangsrullen for Præstø amt 1847, 76. lægd, nr. Y/575.
Cohen 1849/120: Niels Poulsen Sølperup.

2. Menig ved 10. lette Infanteribataljon, 1. kompagni, nr. 169 Hans Carl Schmidt, født 10. juli 1823 i Kiel, konfirmeret 1839 i Rise, såret i fægtningen ved Ullerup 6. april 1849, bragt til Christen Christensens bol ved Avnbøl Sned, Ullerup sogn, hvor han døde kort efter, begravet tæt ved gården, nedsat i Ullerup kirkegård 9. april 1852. Søn af parcellist Peder Larsen Schmidt og tjenestepige Sidsel Marie Philipsen.
Forældrene var ikke gift. Hans Carl blev født på jordemoderanstalten i Kiel og kom i pleje hos morfaderen Philip Ernst Pedersen i Stokkeby, Rise sogn på Ærø.
Cohen 1849/115: Hans Schmidt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar