I kirken er opsat fem mindetavler over fem soldater, der omkom i Treårskrigen.
1. Menig ved 1. lette Bataljon, 4. kompagni, nr. 80 Jacob Sørensen, født 2. april 1821 i Skuldelev, Skuldelev sogn, faldet ved Schleswig 23. april 1848, sandsynligvis begravet på Friederichsberg kirkegård. Søn af indsidder og daglejer Søren Tønnesen og Sidsel Nielsdatter.
Boede hjemme hos moderen i Skuldelev i 1845, hvor han ernærede sig som skrædder.
Hovedrullen for Frederiksborg amt 1852, 56. lægd, nr. 19.
Cohen 1848/83: Jacob Sørensen Skulleløv (Frederiksborg amt).
2. Jæger ved 3. Reservejægerkorps, 3. kompagni, nr. 35 Søren Rasmussen, født 16. august 1816 i Skuldelev, Skuldelev sogn, savnet efter kampene ved Isted 25. juli 1850, sandsynligvis begravet på Flensburg Sankt Mariæ kirkegård 28. juli. Søn af indsidder Rasmus Sørensen og Kirsten Jensdatter.
Indsidder og daglejer i Skuldelev i 1850. Gift med Anne Jensdatter, med hvem han fik to børn.
Hovedrullen for Frederiksborg amt 1848, 56. lægd, nr. 100.
Cohen 1850/82: Søren Rasmussen Skuldeløv (Frederiksborg amt).
3. Dragon ved 4. Dragonregiment, 2. kompagni, nr. 34 Niels Villadsen, født 24. maj 1825 i Smørumnedre, Smørum sogn, Københavns amt, konfirmeret 1840 i Skuldelev, faldet ved Isted 25. juli 1850, begravet på Flensburg Sankt Mariæ kirkegård 28. juli. Søn af husmand og væver Villads Nielsen og Mette Pedersdatter.
Familien flyttede til Skuldelev, Skuldelev sogn senest 1834; han boede endnu hjemme i 1850.
Hovedrullen for Frederiksborg amt 1848, 56. lægd, nr. 41.
Cohen 1850/96: Niels Willadsen Smørumnedre (Frederiksborg amt).
4. Underjæger ved 2. Jægerkorps, 1. kompagni, nr. 117 Ole Jensen, født 8. november 1827 i Dalby, Krogstrup sogn, Frederiksborg amt, konfirmeret 1842 i Skuldelev, savnet efter kampene ved Helligbæk 24. juli 1850, sandsynligvis begravet på Flensburg Sankt Mariæ kirkegård 28. juli. Søn af husmand Jens Olsen og Anne Margrethe Andersdatter.
Familien flyttede til et husmandssted i Skuldelev, Skuldelev sogn senest 1834. – Tjenestekarl hos pastor Holten i Skuldelev præstegård i 1850.
Hovedrullen for Frederiksborg amt 1848, 56. lægd, nr. 71.
Cohen 1850/67: Ole Jensen Dalbye (Frederiksborg amt).
5. Underkorporal ved 2. lette Infanteribataljon, 4. kompagni, nr. 23 Jens Pedersen, født 18. juni 1820 i Skuldelev, Skuldelev sogn, faldet ved Isted 25. juli 1850, begravet på Flensburg Sankt Mariæ kirkegård 28. juli. Søn af husmand Peder Alfastesen og Anne Gregersdatter.
Hovedrullen for Frederiksborg amt 1848, 55. lægd, nr. 93.
Cohen 1850/49: Jens Petersen Skulleløv (Frederiksborg amt).
Foto: Finn Halling Larsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar