30. april 2018

Varnæs kirkegård

Lundtoft herred, Aabenraa amt

I kirkegårdens sydlige ende er anbragt et smedejernsmonument over en dansk soldat, der faldt i krigen 1864.

På kirkegården er der to mindestene over faldne danske og preussiske soldater, der døde på byens lazaret i 1864. Tæt ved Lindes gravsted drejer det sig om en mindesten over 13 danske soldater, og i kirkegårdens østlige ende er der en mindesten over 10 danske og tre preussiske soldater, der specifikt "faldt i kampen om Dybbøl". Varnæs kirkebog registrerer 22 danske faldne soldater og syv fjendtlige soldater fra forskellige dele af Tyskland. Selv om liget af en brandenburgsk soldat blev ført hjem, stemmer antallet ikke med mindestenenes samlede antal faldne.

Menig ved 9. Infanteriregiment, 1. kompagni, nr. 498 Rasmus Linde, født 29. januar 1830 i Skanderborg, såret i kampene ved Dybbøl 18. april 1864, taget til fange, død på Varnæs lazaret 4. maj, begravet på Varnæs kirkegård 7. maj. Søn af skomagermester Hans Frederik Ludvig Linde og Anne Margrethe Rasmusdatter.
Skomagermester i Skanderborg, gift med Mette Cathrine Nielsdatter. Han var muligvis medlem af byens politikorps. Hans navn findes også på mindetavle i Skanderborg slotskirke.
Cohen 1864/123: Rasmus Linde Skanderborg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar