I kirken er opsat en marmortavle over sognets faldne i Treårskrigen og 1864. Mads og Peder Johansen var brødre.
1. Menig ved 6. Linjeinfanteribataljon, 2. kompagni, nr. 153 Mads Johansen, født 20. december 1821 i Mørup, Nørup sogn, Vejle amt, faldet ved Kolding 23. april 1849, begravet på Bramdrup kirkegård 25. april. Søn af husmand Johan Madsen og Karen Iversdatter.
Hovedrullen for Vejle amt 1846, 73. lægd, nr. 148.
Cohen 1849/109: Mads Johansen Mørup (Vejle amt).
2. Menig ved 6. Linjeinfanteribataljon, 3. kompagni, nr. 133 Søren Rasmussen, født 6. august 1824 i Sødover, Nørup sogn, konfirmeret 1838 sst., faldet ved Bramdrup skov 21. april 1849, begravet på Nørup kirkegård 26. april. Søn af gårdmand Rasmus Hansen og Maren Hansdatter.
Tjenestekarl hos storebroren, der havde overtaget fødegården i Sødover, i 1845.
Hovedrullen for Vejle amt 1846, 45. lægd, nr. 242.
Cohen 1849/109: Søren Rasmussen Sodauer (Vejle amt).
3. Menig ved 6. Linjeinfanteribataljon, 1. kompagni, nr. 106 Peder Johansen, født 28. januar 1825 i Mørup, Nørup sogn, konfirmeret 1839 sst., faldet ved Fredericia 6. juli 1849, begravet på Trinitatis kirkegård 8. juli. Søn af husmand Johan Madsen og Karen Iversdatter.
Hovedrullen for Vejle amt 1846, 50. lægd, nr. 146.
Cohen 1849/109: Peter Johansen Mørup (Vejle amt).
4. Menig ved 13. Linjeinfanteribataljon, 2. kompagni, nr. 192 Jørgen Jensen, født 17. marts 1821 i Erritsø, Erritsø sogn, Vejle amt, konfirmeret 1835 i Gårslev, faldet ved Isted 25. juli 1850. Søn af indsidder og daglejer Jens Jørgensen og Anne Johansdatter.
Da Jørgen var 1 år gammel, blev familien sendt til fattighuset i Smidstrup sogn. Faderen hængte sig i 1826 og moderen fandt en ny mand og flyttede til Gårslev sogn. – Væver på Lihme mark, Nørup sogn i 1860. – Gift med Maren Steffensdatter, med hvem han havde to døtre.
Hovedrullen for Vejle amt 1849, 45. lægd, nr. 80.
Cohen 1850/65: Jørgen Jensen Erritzøe (Vejle amt).
5. Menig ved 4. Reservebataljon, 3. kompagni, nr. 163 Jens Christian Hermansen, født 27. januar 1825 på Engelsholm mark, Nørup sogn, konfirmeret 1839 sst., faldet ved Friedrichstadt 7. september 1850. Søn af husmand og tømmermand Herman Iversen og Maren Kirstine Christensdatter.
Indsidder og tømmermand i Nørup i 1850. – Gift med Kirsten Laustsdatter, med hvem han havde en datter.
Hovedrullen for Vejle amt 1849, 45. lægd, nr. 29.
Cohen 1850/76: Jens Christian Hermansen Engholmsmark (Vejle amt).
6. Menig ved 22. Infanteriregiment, 4. kompagni, nr. 41 Mathias Philip Mathiasen, født 23. februar 1834 i Stokkeby, Rise sogn, Ærø, Svendborg amt, konfirmeret 1848 i Nørup, såret ved Dybbøl 18. april 1864, taget til fange, død på Rinkenæs lazaret 21. april, begravet på Rinkenæs kirkegård 23. april. Søn af husmand Knud Mathiasen og Karen Andreasdatter.
Familien flyttede til et husmandssted i Lille Lihme, Nørup sogn i 1847. Konfirmeret 1848 i Nørup. Bosat hos forældrene i 1860.
Cohen 1864/167: Mathias Philip Mathiasen Stokkeby.
Foto: Torben Thorsen, Historiecenter Dybbøl Banke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar